Erfaren psykolog i Århus

Autoriseret psykolog og specialpsykolog i psykiatri

Velkommen


Når du kommer hos mig, vil mit fokus fra begyndelsen være, at vi får en fælles forståelse af formålet med dine samtaler her. Det kan være, at du ønsker at arbejde mod en konkret forandring i dit liv, eller måske har du en mere diffus fornemmelse af, at noget skal undersøges eller udvikles. Du undrer dig måske over, hvordan du forvalter dine følelser, eller du oplever vanskeligheder i dine relationer. Måske føler du dig ængstelig, trist eller savner engagement i det, som plejer at interessere dig, og ønsker at genfinde en tillid til dig selv eller mere mening i tilværelsen.
I mit rum er der ikke noget, som er for stort eller småt, trivielt eller mærkeligt at tale om. Uanset hvad du kommer med, vil jeg møde det med den ydmyghed, jeg altid mærker, når et andet menneske viser mig tillid, og fortæller om det, som er svært at bære. Det er vigtigt for mig at behandle din tillid med respekt.

Om


Jeg er født i 1973 og uddannet psykolog fra Århus Universitet i 2000.
Jeg har arbejdet mere end 20 år i psykiatrien og haft kontakt med mennesker med mange forskellige udfordringer og psykiske lidelser. Jeg har omfattende erfaring med psykoterapi - individuelt og i gruppe - og støttende samtaler med både patienter og deres pårørende. Og jeg har ligeledes ekspertise inden for udredning og diagnostik af psykiatriske tilstande inden for voksenområdet.
Jeg er autoriseret psykolog, specialist og supervisor i psykoterapi og siden 2016 også specialpsykolog i psykiatri.
I årenes løb har jeg uddannet mig i og arbejdet med forskellige terapeutiske retninger. Disse omfatter overvejende kognitiv adfærdsterapi, acceptance and commitment therapy (ACT) og den humanistisk-eksistentielle tradition. Det betyder, at jeg både kan tilbyde et konkret problemløsende fokus og også en terapi, der har en mere undersøgende karakter, hvor du kan gå på opdagelse i og dermed forhåbentlig opnå en bedre forståelse af, hvordan du håndterer dine følelser og agerer i dine relationer.

Min baggrund og erfaring

Uddannelse:

  • 2000: Cand.psych. Århus Universitet
  • 2007: Autorisation som psykolog ved Dansk Psykolognævn
  • 2010: Godkendt specialist i psykoterapi
  • 2014: Godkendt supervisor i psykoterapi
  • 2016: Specialpsykolog i psykiatri

Tidligere arbejdspladser:

  • Psykiatrisk Hospital Randers
  • Forskningsafdeling for Psykiatrisk Demografi, Risskov
  • Lokalpsykiatri Århus Nord
  • Sengeafsnit N6 og N7 ved Psykiatrisk Hospital, Risskov
  • Ambulatorium for Mani og Depression, Risskov
  • (affektivt) Sengeafsnit E1, Psykiatrisk Afd. Herning
  • Afd. for psykoser, Risskov og siden AUH, Skejby, sengeafsnit 10 og 6
  • Afd for Angst og Depression, AUH Skejby:
    • Udredningsenheden
    • Enhed for Hurtig Ambulant Tid (HAT)
    • Affektivt sengeafsnit 4
    • Psykiatriens Hus, Århus

Faste undervisningsopgaver:

  • 2013-2023: I-kursus i psykoterapi for i-læger i psykiatrien, undervisning i KAT
  • Siden 2016: Ekstern lektor på faget Interventionsmetode ved psykologistudiet, AU

Ydelser

Samtaler

Når du begynder hos mig, aftaler vi i fællesskab rammer og mål med dit forløb. Jeg vil løbende afstemme med dig, om du føler dig tryg og på rette vej. Min terapeutiske stil kendetegnet ved gennemsigtighed og samarbejde. Det er en kerneværdi for mig, at du ved, hvor du har mig, og at vi følges ad.
Nogle har brug for enkelte samtaler, andre har brug for et længere forløb.

Jeg har erfaring med behandling af:

  • Depression
  • Stresstilstande
  • Vanskeligheder på arbejdspladsen
  • Angst
  • Tvangssymptomer/OCD
  • Social fobi
  • Autisme
  • ADHD
  • Lavt selvværd
  • Vanskeligheder i relationer til andre
  • Misbrug eller selvskade
  • Vanskeligheder med at udtrykke eller regulere følelser

Supervision

Jeg har det meste af mit psykologliv superviseret såvel individuelt som i grupper, både psykologer, læger og tværfagligt personale. Jeg er godkendt supervisor ved både Dansk Psykologforening og Dansk Psykiatrisk Selskab. Min supervisionsstil afhænger meget af opgaven, men kan nok betegnes som 2. og 3. bølge kognitiv, med et psykodynamisk tvist. Jeg vil altid interessere mig for, hvordan de anvendte metoder matcher det anliggende, som klienten bringer ind i terapien, men nok så meget, hvad der sker i relationen mellem klienten og den terapeut, som er min supervisand. God supervision skal for mig helst bidrage med ny viden og nye spørgsmål og en følelse hos supervisanden af at føle sig kompetent til opgaven.

Undervisning

Jeg har de sidste mange år undervist i forskellige faglige sammenhænge i og uden for psykiatrien, bl.a. på psykoterapiuddannelsen for psykiatere og som ekstern lektor i interventionsmetode på Psykologi, ved Århus Universitet. Jeg tilbyder undervisning i psykiske lidelser som angst, depression, bipolar sygdom, personlighedsforstyrrelser og ADHD, psykologisk behandling (primært 2.bølge KAT og ACT) og relaterede emner til fx bosteder, uddannelsesinstitutioner, psykiatrien og læger i almen praksis.

Udredning

Som specialpsykolog har jeg ekspertise inden for udredning af hele det voksenpsykiatriske spektrum og har samarbejde med speciallæger i psykiatri, som kan iværksætte medicinsk behandling på baggrund af en udredning hos specialpsykolog.

Praktisk

Priser:

  • Samtale 50 min: 1200,-
  • Supervision individuel 55 min: 1500,-
  • Supervision i gruppe: Pris aftales
  • Udredning pr. time 1500,-
    (omfatter læsning af evt. tidligere rapporter og journalmateriale, samtaler, evt. testning og
    opgørelse af resultater samt rapportskrivning)
  • Undervisning: Pris aftales.


Jeg samarbejder med forskellige forsikringsselskaber, og har du en sundhedsforsikring, kan du formentlig gå vederlagsfrit hos mig. Er du medlem af Sygeforsikringen Danmark, kan du også få et tilskud til psykolog. F.eks. kan du som voksen over 25 år i 2024 få 300,- kr. pr. samtale, mens en ung mellem 16 og 25 er berettiget til 450,- i tilskud pr. session.

Jeg har ikke ydernummer, så du kan desværre ikke bruge en henvisning fra egen læge hos mig.


Afbud:

Hvis du bliver forhindret til en samtale og melder afbud senest 24 timer før vores aftale, koster det dig ikke noget. Hvis du udebliver eller melder afbud for sent, bliver du opkrævet den fulde takst.

Betaling:

Mobile Pay, Bankoverførsel.

Persondata

Du vil her kunne læse lidt generel information om de formalia der er, når man går til psykolog. Ifølge EU’s persondato lov skal jeg oplyse dig om følgende:

TAVSHEDSPLIGT

Jeg har som psykolog lovmæssig tavshedspligt. Det betyder, at det du fortæller mig under samtalerne ikke bliver sagt videre. Der er nogle få undtagelser for tavshedspligten. Jeg har pligt til at underrette kommunen, hvis jeg er alvorligt bekymret for et barns trivsel og udvikling. Jeg har pligt til at bryde tavshedspligten, hvis jeg vurderer en alvorlig risiko for din eller andres sikkerhed. Du kan læse psykologlovens beskrivelse af tavshedspligten på http://ast.dk/naevn/psykolognaevnet.
OPBEVARING AF OPLYSNINGER

Jeg vil ved første samtale bede om dit navn, adresse, tlf. nummer og e-mailadresse. Dette er mhp. administration af betaling. For at kunne give dig den bedst mulige behandling, skriver jeg journal for vores samtaler. Disse notater bliver opbevaret i et aflåst skab eller i et sikret journalsystem. Det er kun mig, der har adgang til journalen, men du kan til hver en tid se journalnotaterne. Lad mig det vide, hvis du ønsker at se dem.

HVOR LÆNGE OPBEVARES OPLYSNINGER?

Jeg skal gemme dine oplysninger og journalnotater i 5 år og i særlige tilfælde længere. Herefter vil de blive slettet.

MODTAGELSE OG VIDEREGIVELSE AF OPLYSNINGER

Jeg kan modtage helbredsmæssige og andre personfølsomme oplysninger fra din læge eller andre, hvis du har givet samtykker til dette. Jeg kan videregive helbredsmæssige og andre personfølsomme oplysninger til din læge eller andre, hvis du har givet samtykke til dette. Jeg kan videregive oplysninger til betalere, hvis andre end dig selv betaler for samtalerne (f.eks. forsikring, kommune, arbejdsplads, sygeforsikring Danmark). Dette sker kun hvis du har givet samtykke til det. Jeg videregiver oplysninger til min regnskabsansvarlige, så jeg kan få bogført faktura og lavet regnskab. Min regnskabsansvarlige har tavshedspligt. Hvis du er utilfreds med den måde jeg håndterer og opbevarer dine oplysninger på, vil jeg naturligvis gerne vide det, så jeg om muligt kan ændre det du er utilfreds med. Herudover kan klager rettes til Datatilsynet.

Kontakt mig for en aftale

Send mig gerne en kort besked med dine kontaktoplysninger.

Herefter vil du modtage et link til sikker og krypteret e-mail.

unsplash